De sociale honningbier

sociale bier

Honningbiens dronning kan leve i 4 år og lægger op til 3.000 æg om dagen i højsæsonen (det er det dobbelte af hendes egen kropsvægt). Når hun er ca. 1 uge gammel tager hun på en parringstur og parre sig med 16-20 hanner (droner), sæden fra de mange droner er nok til at befrugte hendes æg de næste 4 år. Det er dronningens duftstoffer (feromoner) der holder sammen på familien og bestemmer dens temperament. Dronningens gener er afgørende for familiens evne til at samle honning og holde sig sygdoms frie, derfor er avlsarbejdet en væsentlig del af dansk biavl.

Arbejderne er hunner med underudviklede kønsorganer. De er 3 uger i æg, larve og puppe stadie. 3 uger som ”stadebi”, hvor de passer ynglen, gør rent, bygger voksceller, tørrer honning, holder vagt og opvarter dronningen og dronerne. Deres sidste 3 uger, er som flyvebier. De bestøver blomster, henter nektar/ honning, vand, pollen og harpiks (propolis). Der efter er de slidt op og dør. En stor gruppe arbejdere overvintrer sammen med dronningen og holder hende varm vinteren igennem ved at vibrere med vingerne så der dannes muskelvarme.

Dronerne er hanbier, de udvikles fra dronningens ubefrugtede æg. De spiser 4 gange så meget som en arbejder, men laver ikke en dyt – de lader sig made, selv om de kan spise selv! Deres kønsorgan er så stort, at der ikke er plads til en brod, så de kan ikke stikke. På varme dage flyver de ud for at parre sig med en dronning, lykkedes det, brækker penis efterfølgende af og de dør, lykkedes det ikke, prøver de igen næste gang vejret er til det. I efteråret afliver arbejderne alle droner i ”det store drone slag”, ingen dronninger skal befrugtes om vinteren så dronerne er unødvendige for familiens overlevelse.

Biliv
Arbejderbiens mange opgaver fra æg til grav.